Gode vaner gennem måltidet
De fleste børn nærmer sig skolealderen, før de også kan bruge kniven under måltidet, som vi voksne gør det. At øse en passende mængde op på tallerkenen er også noget, der kræver, at barnet kan kombinere mange ting. Hvor sulten er jeg? Hvad er det, vi skal spise? (f.eks. kartofler mætter mere end grønne ærter), Hvad forventes af mig? (f.eks. kød spises i mindre mængde end grønsager), Hvad kan jeg godt lide? Her er barnet omkring 7 til 8 år før det begynder at være realistisk, at man som forældre har forventninger til, at barnet kan selv!
Hvordan de voksne spiser og vælger deres mad, er væsentligt for barnet. Det ser mere på, hvad forældrene gør, end det som forældrene siger, at barnet skal gøre. F,eks. er dit barn sikkert ret kvik til at opdage ”far spiser ikke spinaten, hvorfor mon”?
Hvis barnet bliver kræsent
De fleste småbørn på 1 ½ til 2 år har ikke den samme glubende appetit, som dengang de var omkring 1 år gamle. Appetitten bliver simpelthen mindre, når væksten aftager! Det betyder, at udbuddet af de sunde madvarer er rigtig væsentligt for barnets fysiske trivsel. Hvis dit barn kun vil have få ting at spise, så se hvad der sker ved det. Er dit barn frisk og glad, næsten aldrig sygt og sover godt om natten, så er der grund til at tage det helt roligt. Som forældre skal I blot sørge for, at det udvalg af mad som jeres barn præsenteres for, er mad og ikke søde ting (saft, sodavand, kage, slik etc.), det tager den sparsomme plads, der er i den lille mave uden den store appetit.
Mælk er sundt, men
Pas på med mælken, som hurtigt kan optage en betydelig plads i regnskabet, hvis dit barn ikke har meget appetit (max ½ liter mælkeprodukt pr. døgn inklusiv ost og surmælksprodukter).
Er dit barn slapt og ofte sygt kan en vitaminpille beregnet til børn eller et tilskud af jern være en god ide. Du kan eventuelt spørge din læge ved børneundersøgelserne – eller din sundhedsplejerske. Læs mere om vitamintilskud her.
TIP!
- Giv barnet ro med sin mad og lad hende selv bestemme, hvor meget hun vil spise. Som forældre sørger I for det sunde udbud på bordet og bestemmer over, hvad det består af. Barnet bestemmer over hvad det vil spise og hvor meget. Det er godt med regler om at smage – f.eks. at man skal smage en skefuld (tage maden ind i munden), men man må gerne spytte ud, og lade det ”nye være”, hvis barnet ikke kan lide det. (Nogle ting skal smages mindst 10 gange, før man vænner sig til smagen).
Kilde: Else Guldager, PhD i sundhedsvidenskab, sundhedsplejerske, Sundhedsplejersken.dk
