Julemad til baby

Julemad til baby

Hvis dit barn er fyldt 6 måneder og er begyndt at spise rigtig mad, kan det sagtens spise med, når resten af familien samler sig om julemaden. Læs mere her, hvad dit barn kan spise.

Kød

Små børn kan spise al slags kød – også fjerkræ. Så hvis I skal have and, kalkun eller gås juleaften, kan de mindste sagtens spise med. Afhængig af dit barns alder og udvikling kan du blende eller hakke kødet og blande det i kartoffel- eller grøntsagsmos. Har I fyldt fuglen med æbler, svesker og fars, er det også oplagt at servere for børn.

Spiser I flæskesteg eller medister i jeres familie, kan baby også sagtens spise med. Husk bare at skære stegeskorpen af medisteren og holde godt øje, hvis barnet spiser flæskesvær. 

Tilbehør

Brun sovs og kartofler er mums for de fleste babyer. Brune kartofler må de også gerne få. De er jo brunet i masser af smør og sukker, og denne ene gang om året må de gerne være med til at skeje ud. Rødkål er også sundt for små børn.

Dessert

Risengrød laves traditionelt på sødmælk. Fra barnet er 9 måneder kan man give ½ dl sødmælk i maden om dagen, så dit barn kan godt spise med en gang imellem, når I serverer risengrød. En smørklat og et drys kanel hører sig til – dog skal man ikke servere kanel for ofte.

Til gengæld skal du være forsigtigt med ris a la mande. Små børn kan ikke tygge mandlerne, og de vil kunne sætte sig galt i halsen. Det samme gælder for hele nødder, så hold ekstra øje med barnet, hvis der står skåle med nødder fremme.

TIP! Tag en portion grød fra, inden du blander mandlerne i, så kan dit barn fra 9 måneders alderen godt smage på desserten juleaften.