Header Baby - mother playing with baby

Mor i 10’erne

Jeg synes, at der i dag lidt er en tendens til at tage sorgerne på forskud”

Vores forberedelse til forældreskabet har været at tage det, som det kommer, og ikke bekymre os for meget om noget, der måske sker ude i fremtiden,” siger 26-årige Fie, der blev mor til Alma sidste år. For selvom man som førstegangsforældre slet ikke ved, hvad man går ind til, har det for hende og hendes mand været vigtigt at tage det stille og roligt og ikke bekymre sig for meget fra starten. ”Jeg synes, at der i dag lidt er en tendens til at tage sorgerne på forskud, og det, synes jeg, er ærgerligt,” forklarer hun, og den indstilling har da også været med til, at hun har kunnet nyde barslen og den første tid som mor mere. ”Det har været dejligt. Jeg nød det!” siger Fie. ”Jeg har hele tiden haft den indstilling, at jeg ikke rigtig troede på, at det ville ændre mit liv så drastisk, som mange sagde, det ville – altså på en negativ måde. Hun er også bare et menneske, og hun behøver ikke blive pakket ind i vat. Og den indstilling bar min barsel også meget præg af. Jeg gjorde for det meste, hvad jeg ville. Vi har tit været på café og drukket kaffe og spist croissanter,” siger hun med et smil.  

Jeg havde ikke forventet at få SÅ mange forskellige råd

Også når det kommer til gode råd fra familie, venner og bekendte, har det været vigtigt for Fie og hendes mand, at de gjorde det på deres egen måde. ”Jeg havde ikke forventet at få SÅ mange forskellige råd,” siger Fie og uddyber: ”Jeg havde det lidt svært med de råd, fordi jeg gerne ville opleve det på min egen måde.” Hvis man spørger Fie, er der nemlig ikke nogen, der kender et barn bedre end forældrene selv, og det er derfor vigtigt at kunne navigere og selektere i de mange råd, man ofte får som nybagt mor. ”Da min mormor fik børn, skulle de ligge den ene vej, og da min mor fik børn, skulle de ligge på en anden måde, og nu er det jo noget helt andet, der anbefales,” siger Fie og forklarer, at selvom de mange gode råd ofte er meget velmente, kan det være svært at rådgive andre om, hvad der er bedst for netop deres barn. Fie er dog godt klar over, at det kan være svært ikke at komme med gode råd til nybagte mødre, men hun håber, at hun vil kunne trække på sine egne erfaringer og kunne holde lidt igen med de velmente tips og tricks.

”Jeg er spændt på at se, hvordan jeg selv bliver, når andre i min omgangskreds begynder at få børn. Jeg bliver sikkert hende den gammelkloge veninde,” siger hun grinende.

Allomin 45 års fødselsdag