Docent Iréne Axelsson, Lund
Generelt
Forstoppelse defineres som tør, hård afføring, som medfører defækationsbesvær. Det normale afføringsmønster i spædbarnsalderen varierer fra tre afføringer pr. dag til en hver anden eller hver tredje dag. Antallet af afføringer hos børn, der får modermælk, varierer fra flere afføringer pr. dag til én pr. uge. Spædbarnets afføringsvaner følges ofte af moderen, og det er derfor relativt let at vide, hvornår der er forstoppelse. Det kan opfattes som diarré, fordi en del afføring ved langvarig fæcesretention løber forbi den hårde fæcesmasse. Andre symptomer kan være dårlig appetit, nedsat almentilstand, perioder med mavesmerter og opkastninger samt enkopresis og vandladningsbesvær. Ved undersøgelsen ser man somme tider en udspilet mave. Cirka 50% af børnene kan kontrollere afføringen, før de fylder 2 år, og 92%, når de fylder 3 år.
Ætiologi
1. Funktionel forstoppelse er den mest almindelige type af forstoppelse i barneårene. I denne tilstand foreligger der en habituel hæmning af defækationsrefleksen. Den forsinkede elimination af afføring medfører svækkelse af den normale peristaltik, og afføringen bliver tør og hård. Sekundært kan endetarmen blive udvidet, afføringstrangen kan blive dårligere, og relaksationen af den interne og eksterne sfinkter mindskes.
2. Forhold, som kan forårsage ændringer i afføringens karakter, er f.eks. utilstrækkeligt indtag af fiber og væske, komælksallergi, cøliaki og cystisk fibrose.
3. Lokale organiske forandringer f.eks. anorektale misdannelser, analfissurer, udvendig kompression af abscesser eller tumorer.
4. Forstyrrelser i tarmmotiliteten f.eks. ved metaboliske og endokrine forstyrrelser så som hyperkalcæmi, hyperkaliæmi, hypotyroidisme og hyperparatyroidisme. Visse farmaka kan også hæmme tarmmotiliteten.
5. Neuromuskulære sygdomme f.eks. myelomeningocele, rygmarvsskader og tumorer kan påvirke innervationen til endetarmen. Svaghed i mavemuskler, mellemgulv og pareser kan forhindre den viljemæssige forøgelse af mavetrykket, som er nødvendig for defækationen.
6. Ved obstipation i neonatalperioden bør man tænke på mere usædvanlige diagnoser som f.eks. forekomst af passagehindringer f.eks. mekoniumileus, atresi i tarmene samt Morbus Hirschsprung.
Diagnose
En nøjagtig anamnese for at fastslå årsagen til forstoppelsen er vigtig. I de fleste tilfælde skyldes forstoppelsen dårlige kostvaner. Registrering af væskeindtagelse, madindtagelse, antal afføringer og fysisk aktivitet i nogle dage kan være til hjælp for at forstå sammenhængen og lette rådgivningen. Det er også vigtigt at finde ud af, om forstoppelsen er begyndt i de første levemåneder eller senere. Foreligger der fækalom, er der konstateret blod i afføringen, er barnet indsmurt i afføring? Er det en bevidst fortrængning af afføringstrangen, og foreligger der andre adfærdsforstyrrelser? Først når man har udelukket de almindeligste årsager til forstoppelse og prøvet en diæt, bør der ske en nøjere udredning hos en specialist.
Kostbehandling
Fibre, væske og fysisk aktivitet er de vigtigste bestanddele af behandlingen. De anbefalede fødevarer er grove mel- og brødsorter, gulerødder, kål, blomkål, broccoli, ærter, majs, kartofler og kålroer. Egnede frugter er pærer, ferskner, blommer, abrikoser, svesker, ananas og æbler. Forskellige bønner samt linser anbefales også. Den grovere kost bør indføres gradvist, hvis barnet ikke tidligere har været vant til denne kost.
Man bør være forsigtig med mælkemad. Surmælk og yoghurt er mindre stoppende end almindelig mælk og kan derfor anvendes for at tilgodese kalkbehovet. Æg, bananer, ost, pasta, ris, melretter med hvidt mel (hvede, ris, maizena), hvidt brød, blåbær, te og kakao bør undgås.
Hvis barnet ammes, ser man sjældent forstoppelse. Man bør i disse tilfælde fortsætte med modermælk og fra 4-måneders alderen give nogle teskeer sveskepuré. Hvis barnet får modermælkserstatning, kan man prøve at udskifte et eller to af disse måltider med Allomin Syrnet. Allomin Syrnet er en komplet modermælkserstatning. Det vil sige, at den indeholder alt den næring, som barnet har brug for, og den kan anvendes fra fødslen. Efter behov kan samtlige måltider af modermælkserstatning udskiftes med Allomin Syrnet.
Kostforslag
Børn 1– 6 måneder
1. måltid Modermælk/Allomin Syrnet
2. måltid Modermælk/Allomin 1 + et par teskeer sveskemos (kan gives fra 4 mdr.)
3. måltid Modermælk/Allomin Syrnet + 5 D-dråber
4. måltid Modermælk/Allomin 1 + et par teskeer sveskemos (kan gives fra 4 mdr.)
5. måltid Modermælk/Allomin 1 + et par teskeer
sveskemos (kan gives fra 4 mdr.)
Børn 6 – 8 måneder
Morgenmad Modermælk/Allomin 2 eller børnegrød/Semper Majsvælling + et par teskeer sveskemos.
Formiddagsmåltid Evt. en lille mellemmad af groft brød eller frugtmos.
Hovedmåltid Mos af kød eller fisk, kartofler, grøntsager, suppe af frugtmos.
Eftermiddagsmåltid Modermælk/Allomin 2 eller børnegrød/Semper Majsvælling + et par teskeer sveskemos. 5 D-dråber.
Aftensmåltid Modermælk/Allomin 2 + et par teskeer sveskemos.
Børn 8 – 12 måneder
Morgenmad Modermælk eller børnegrød + evt. sveskemos.
Formiddagsmåltid En mellemmad af groft brød og noget at drikke. Frisk frugt eller rå grøntsager.
Hovedmåltid Kød- eller fiskeret med grøntsager og kartofler. Vand som drik til måltidet. Frugtdessert eller frisk frugt.
Eftermiddagsmåltid Børnegrød med fuldkornsmel, evt. en mellemmad af groft brød. Frisk frugt. 5 D-dråber.
Aftensmåltid Kød- eller fiskeret, rigeligt med grøntsager. Vand som drik til måltidet.
Børn 1– 6 år
Morgenmad Semper Flerkornsgrød med pære & æble + evt. sveskemos.
Formiddagsmåltid En mellemmad af groft brød og noget at drikke. Frisk frugt eller rå grøntsager.
Hovedmåltid Kød- eller fiskeret, grøntsager, kartofler og rodfrugter (gerne rå). Vand som drik til måltidet. Frisk frugt eller suppe lavet af frugtmos, frugtdessert eller tørret frugt.
Eftermiddagsmåltid Børnegrød med fuldkornsmel + evt. sveskemos eller surmælk/yoghurt med fuldkornsflager. 5 D-dråber.
Aftensmåltid Kød- eller fiskeret, grøntsager, kartofler og rodfrugter. Vand som drik til måltidet. Mellemmad af hårdt brød. Frugt eller frugtdessert
Læs mere om websitets cookies.
Luk
Velkommen til Sempers website for fagpersonale.
Dette website er forbeholdt sundhedsfagligt personale.
For at få et login skal du sende en mail til sundhedspersonale@semper.dk og oplyse navn, titel, arbejdsplads/kommune og email.
De bedste hilsner
Katja Baltzer Lindrup, Semper
Er du privat person og vil læse mere om Sempers produkter, børnemadskvalitet og ernæring eller ønsker du at blive inspireret, så besøg os her.
Besøg vores hjemmeside