Docent Iréne Axelsson, Lund. Diætist Elisabeth Sjöqvist, Lund.
Komælksproteinallergi
Komælksproteinallergi indebærer, at et barn får sygdomssymptomer fra et eller flere organer ved indtagelse af komælk. Komælksproteinallergi forekommer hos ca. 2 % af alle spædbørn.
Ætiologi
Komælksproteinallergi er en reaktion på komælksprotein. De vigtigste proteiner i komælk er kasein samt valleproteinerne betalaktoglobulin og alfalaktalbumin. Børn kan være allergiske over for samtlige af disse proteiner, men det mest almindelige er allergi over for betalaktoglobulin.
En del børn har IgE-medierede reaktioner på komælk. Analyser af specifikt IgE i blodet mod komælksprotein kan i visse tilfælde være værdifulde i diagnostikken. Hos andre børn (med ikke-IgE-medierede reaktioner) har vi i dag ingen målbar immunologisk faktor at gå ud fra for at få en diagnose. Den eneste måde, man kan stille en diagnose på, bliver da med elimination af eller provokation med komælk.
Symptomer
Symptombilledet er meget varierende. Mave-tarm-symptomer (diarré, opkastning, mavesmerter) og hudsymptomer (eksem, nældefeber) er almindelige.
Recidiverende obstruktiv bronkitis kan også være symptom på komælksproteinallergi.
Såkaldt 3-måneders kolik kan være en reaktion på komælksprotein både hos børn, der har fået modermælkserstatning og hos børn, der er blevet ammet.
Komælksprotein overføres til modermælken via moderens indtagelse af komælk. Samme mekanisme kan ligge bag komælksproteinallergi ved udtalt atopisk eksem hos 100 % ammede børn. Ligeledes kan blod i afføringen (allergisk colitis) hos ammede børn skyldes komælksproteinallergi. En del børn reagerer umiddelbart efter indtagelsen af komælk, ofte med mere heftige reaktioner, som f.eks. kraftig opkastning eller nældefeber. Anafylaktisk reaktion kan forekomme. Andre børn har en langsommere symptomudvikling med tiltagende symptomer i løbet af nogle dage og uger. Symptomerne er da som oftest diarré og dårlig vægtforøgelse.
Behandling
Al komælk skal fjernes fra kosten. Hvis det drejer sig om ammede børn, sættes moderen på streng komælksproteinfri kost, og barnet fortsætter med modermælken.
Hos børn, som får modermælkserstatning, erstattes denne i første omgang af et ekstensivt hydrolysat.
Hos de fleste børn udvikles der igen med alderen tolerance over for komælk. Cirka 60 % af børn med komælksproteinallergi begynder at udvikle tolerance mellem 2- og 3-års alderen og kan da igen starte med mælkeprodukter i kosten.
Kostforslag
Børn 1– 6 måneder
Modermælk eller mælkefri modermælkserstatning, 6-8 g /døgn i barnets egen rytme.
Mælkefri smagsportioner af grøntsager, frugt og grød kan introduceres fra 4-6-måneders alderen.
Børn 6 – 9 måneder
Morgenmad Modermælk eller mælkefri modermælkserstatning/ vælling/grød, evt. frugt
Hovedmåltid Mælkefri kød-, fiske- eller æggeret, grøntsager, kartofler, ris eller pasta, frugt og vand
Eftermiddagsmåltid Modermælk eller mælkefri modermælkserstatning/ vælling/grød og/eller mælkefri mellemmad med pålæg, frugt
Aftensmåltid Modermælk eller mælkefri modermælkserstatning/ vælling/grød
Evt. sent aftensmåltid Modermælk eller mælkefri modermælkserstatning/ vælling/grød
Børn 9 måneder – 2 år
Morgenmad Mælkefri grød eller vælling og/eller mælkefri mellemmad m. pålæg, evt. frugt, evt. modermælk, mælkefri modermælkserstatning eller juice
Hovedmåltid Mælkefri kød-, fiske- eller æggeret, grøntsager, kartofler, ris eller pasta, frugt, vand
Eftermiddagsmåltid Mælkefri mellemmad med pålæg og mælke- eller yoghurterstatning eller mælkefri grød, frugt
Aftensmåltid Mælkefri kød-, fiske- eller æggeret, grøntsager, kartofler, ris eller pasta, frugt, vand
Evt. sent aftensmåltid Mange børn vil gerne have/behøver også et senere aftensmåltid: Mælkefri mellemmad med pålæg, mælkeerstatning eller mælkefri vælling/grød/modermælkserstatning eller modermælk. Mindre og mælkefrit mellemmåltid f.eks. frugt eller bær, mellemmad kan også være aktuelt. Eftersom barnets indtagelse af modermælk/mælkefri modermælkserstatning aftager, bør man sørge for, at kalkindtagelsen ikke bliver for lav.
Generelle råd vedr. kostplanlægning
Ved komælksproteinallergi er det proteinet i komælken, som barnet ikke kan tåle. Børn med komælksproteinallergi skal normalt holde en streng diæt. Komælk indgår i rigtigt mange af vores basisfødevarer og sammensatte fødevarer. Det er derfor lettest at gå ud fra så rene basisvarer som muligt og selv tilberede det meste af maden. Smør og margarine indeholder kun små mængder mælkeprotein, men skal udelukkes i en streng komælksfri kost.
Færdigpakkede fødevarer skal mærkes med oplysninger om indholdsstoffer. Kontakt med en diætist er en nødvendighed, inden der indledes behandling med komælksfri kost.
Velegnede fødevarer ved komælksproteinallergi
Mælkefri modermælkserstatning eller vælling, mælkeerstatning af havre, ris, soja
Mælkefri margarine, vegetabilske olier, kokosfedt, svinefedt
Saftis eller is af havre eller soja
Kød, fisk, æg af alle slags i ren form
Mælkefri charcuteriprodukter
Mælkefrit brød, knækbrød, kiks og flager
Mel og gryn, alle sorter i ren form
Mælkeproteinfrit grød- og vællingpulver
Kartofler, rodfrugter, grøntsager og frugt af alle slags i ren form, mos og gratin med mælkefrit fedt og evt. mælkeerstatning
Bouilloner og supper uden mælkeprotein.
Sauce af bouillon eller kogevand og evt. mælkeerstatning
Nødder, mandler, krydderier i ren form, sukker, sennep, ketchup, kakao,
juice, sodavand, saft
Ikke velegnede fødevarer ved komælksproteinallergi
Mælk og mælkeprodukter af alle slags som f.eks.: fløde, surmælk, yoghurt, hytteost, mysesmør og al slags ost
Smør, margarine
Is, som indeholder et mælkeprodukt
Hel- og halvfabrikata af kød, fisk og æg, som indeholder mælkeprotein i en eller anden form
Brød og bagværk, som indeholder mælkeprodukter i en eller anden form, hold øje med kagemix og flager
Industrifremstillet grød- og vællingpulver (bortset fra dem, som er mærket mælkefri), færdig grød og pastaretter, m.m.
Kartoffel- og rodmospulver, frosne halvfabrikata af forskellig slags
De fleste hel- og halvfabrikata af sauce og suppe
Alt slik, chokolade og kakaoprodukter, som indeholder mælkeprotein,
visse krydderiblandinger
Læs mere om komælksproteinallergi på http://www.foedevareallergi.dk/Boern/Maelkeallergi/forside.htm.
Læs mere om websitets cookies.
Luk
Velkommen til Sempers website for fagpersonale.
Dette website er forbeholdt sundhedsfagligt personale.
For at få et login skal du sende en mail til sundhedspersonale@semper.dk og oplyse navn, titel, arbejdsplads/kommune og email.
De bedste hilsner
Katja Baltzer Lindrup, Semper
Er du privat person og vil læse mere om Sempers produkter, børnemadskvalitet og ernæring eller ønsker du at blive inspireret, så besøg os her.
Besøg vores hjemmeside